Da vi kom hjem, ringede jeg til Armands mor for at høre, om Nina kunne være hos dem imens jeg tog på skadestuen med Timo. Nina var ikke glad for situationen. Efter en lang dag i vuggestuen, ville hun selvfølgelig hellere blive sammen med mig. Men hun blev kørt ned til Armand, og så kørte vi videre til stadestuen i Neuilly sur Seine. Det blev til en frygtelig lang ventetid på 3 timer, men Timo var faktisk fin form. Han charmede alle i venteværelset, smilte og pludrede. Selve konsultationen var ultrakort og ikke særlig seriøs. Lægen kikkede dårligt nok på fingeren, men bad bare sygeplejesken om at lægge en ny bandage. Timo græd, men det var hurtigt overstået. Der var ingen tale om røngentbillede eller noget i den stil.

Den var over 10 om aftenen, da vi hentede en sovende Nina hos Armand. Hun havde efter sigende haft en dejlig aften. Da vi endelig kom hjem, blev begge unger lagt i seng med det samme. Timo havde svært ved at finde røn, specielt fordi han ikke kunne finde ud af at sutte på sine to vante fingrer (langemand og ringfinger på venstrehånden). Bandagen generede ham, og han virkede meget fremmedgjort overfor sin store bandage på pegefingeren. Men han sov hele natten.

Og nu er Nina så kommet ind i en periode med stor fremgang. Hun har ikke tisset i bleen under middagsluren hele ugen i vuggestuen. Så i weekenden prøvede hun at sove uden ble for første gang. Og det gik godt. Og Nina var stolt. Mandag aften sagde hun, at hun gerne ville have trusserne på i seng. ”Nu bruger jeg ikke ble mere. Det er kun min lillebror, der bruger ble. Jeg er en stor pige”. Og hun tissede ikke i sengen om natten. Om morgenen kaldte hun med høj og klar stemme ”Maman, maman”. Da jeg kom ind på værelset sagde hun ”Nina græder ikke, Nina kalder på mor”. Gud, hvor er det et fantastisk øjeblik, når man erkender, at ens anstrengelser igennem mange måneder pludselig giver frugt.

Vi har haft en rigtig hård januar måned i år. Vi har været syge alle fire af flere omgange. I sidste uge gik François og jeg begge ned med en slem bronkitis kombineret med feber og forkølelse. Nina havde 40 i feber i flere dage i træk, og Timo havde også slem hoste, feber og en begyndende mellemørebetændelse. Som prikken over i'et fik Timo skoldkopper. Men okey, det var nu skoldkopperne det mindst generende. Han havde max 15 knopper over hele kroppen, og jeg er sikker på, at han overhovedet ikke opdagede noget. Vi er nu alle ved at være ovenpå igen, selvom vi stadig hoster på livet løs.

Bortset fra sygdom så trives børnene i bedste vilkår. Timo bliver jo snart et år - om 9 dage. Han er stadig en stor dreng på over 10 kilo, og jeg klæder ham i 18 mdrs tøj. Hans vægt gør, at det er svært for ham at rejse sig op, så han er stadig mavekurer. Han kommer dog op på alle fire men mestrer endnu ikke kvavleriet. Hvis vi hjælper ham op at stå på benene, så kan han godt stå i lang tid, og han prøver endda at hoppe. Men gå inden et år, det gør han helt sikkert ikke. Han har et mere heftigt temperament end hans søster. Hvis der er noget han ikke må få, eller ikke kan nå, eller noget Nina river ud af hånden på ham.... så bliver han skingrende gal og viser sin vrede med både krop og stemme. Jeg har kapituleret mht. at made ham. Nu får han sin egen ske, som han så "leger" at han spiser med, alt imens jeg mader ham med en anden ske. Ellers nægter han at spise, bliver vred og kaster hovedet bagover i trip trap stolen, så den næsten vælter. Når han så er næsten mæt, så SKAL han have begge skeer selv. Han er helt sikkert venstrehåndet ligesom sin far. I det hele taget ligner han meget sin far i temperament (ligeså meget som Nina ligner mig). Og han elsker sin far (hvilket giver mig en aflastning i forhold til den uhelbredelige morsyge Nina). Og så har han snakketøjet i orden. Den går stadig på da, da, na, na, ma, ma... men den går hele tiden. En anden ting der karakteriserer Timo er, at han ELSKER mad. Han græder ofte, når sutteflasken er tom. Og han kan spise MEGET. For en mor er det skønt med et barn, der spiser alt, hvad man giver det, og gerne lidt mere. Han er også stadig glad for at sove. Han sover nu kun en gang om dagen, men til gengaeld gerne 3 timer. Det har Nina aldrig gjort. Sjovt at se hvordan de to børn er så forskellige.

Nina nærmer sig de 3 år. Hun er nu helt renlig om dagen, og går selv på toilettet med lukket dør. Hun vil gerne være i fred som hun siger, og så klarer hun det hele selv. Det er en sand lettelse kun at have et blebarn i huset i stedet for to. Jeg synes, at Ninas alder er en svær alder, både for hende selv og også for os. Hun er splittet imellem at ville vokse og blive en stor pige, der kan gøre mange ting selv, og så at forblive et lille barn, der skal passes og plejes. Hun er splittet imellem at ville gøre alting efter hendes hoved og som hun synes, og så at realiserer, at der stadig er mange ting hun ikke kan og ikke forstår. Det er den berømte trodsalder. Nogle gange vil hun gerne klæde sig selv på, og selv vælge sit tøj i skabet. Andre gange nægter hun at få tøj på om morgenen, og specielt ikke trusser, nej det skal være en ble. Nogle gange kan hun selv hente sin yogurt i køleskabet, åbne den og spise den. Andre gange skal hun mades ligesom sin lillebror (ret tit). Nogle gange vil hun gerne tage sko og jakke på, når jeg henter hende i vuggestuen, andre gange nægter hun og løber op og ned af den lange gang, gemmer sig i legehuset, slår mig og råber NEEEEJJJJ så højt og inderligt, som det overhovedet er muligt. Hvis jeg kun havde hende, ville det været lettere at håndtere. Men med Timo i armene, føler jeg mig til tider magtesløs. Det kræver både stor tålmodighed og bestemthed som forældre. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ofte bliver sat på prøve som mor, og at jeg for første gang må erkende, at jeg ikke er perfekt. Det hænder, at jeg skriger og skråler og skælder ud. Det hænder, at jeg fortryder mine handlinger. Dog slår jeg hende aldrig. Men det der med kunsten at vende en situation ved hjælp af humor, intelligens og fintfølelse, det går nogle gange i vasken til fordel for en gang skrig og skrål. Bortset fra alt det, så er Nina en dejlig pige med masser af liv, og hun elsker at synge og danse. Tegning og maling hører til hendes yndlingsaktiviteter, og hun er rigtig dygtig med sine hænder. Hun har lige lært at knappe knapper, og det er hun meget stolt af. Så elsker hun også bøger og TV. Vi har faste tidspunkter hver dag, hvor hun får lov at se TV, gerne ved hjemkomsten fra vuggestuen, hvor hun er træt. Og vi læser altid bøger en halv times tid inden sengetid. Som jeg sagde tidligere, så er hun utroligt morsyg. Hun identisiferer sig 100% med mig, og hun vil gøre alting med mig. Hun er ret afvisende overfor sin far, og det er kun, når jeg ikke er til stede, at hun accepterer hans selskab. Her er hun til gengæld meget glad for sin far. Hun er jaloux på sin lillebror, når jeg tager mig af ham. Det er til tider belastende, at hun er så klistret til mig, men det er også dejligt, for jeg får mange kys og kram og kærlighedserklæringer. Hun siger tit, at hun elsker mig.

Selv har jeg det ikke specielt let i øjeblikket. Jeg synes, at det er hårdt at være mor til to helt små børn, og jeg mangler tid
til mig selv og til parforholdet. Mit humør er ikke altid i topform. Jeg føler stadig, at jeg har brug for min psykoterapi og jeg fortsætter i gruppen. Jeg trives godt med kun at arbejde 4 dage om ugen. Det giver mig et pusterum om onsdagen, hvor der er lidt tid til mig. Ofte bruger jeg onsdagen på at lave håndværkerarbjede i huset, så vi kan komme i stand lidt efter lidt. Jeg gør det mest, fordi jeg godt kan lide at lave håndarbejde. Vores køkken er nu næsten færdigt, og jeg er igang med malerarbejde i entreen.

Timos femte tand er også kommet i overmundens venstre side.

Timos fjerde tand er kommet i overmundens venstre side.

Timos tredje tand er nu brudt frem i overmundens højre side.

Timo er begyndt at reagere med gråd om morgenen, når vi skal tage afsked. Han vokser jo, den lille mand, og det begynder nu at gå op for ham, at han ikke er en integreret del af mig men et selvstændigt væsen. Han reagerer også med angst overfor fremmede, så han bliver i mors arme, når vi har gæster. Nina er stadig hans store forbillede, og hun er den eneste der kan få ham til at skraldgrine. Han elsker, når hun hopper og laver høje lyde. Også når hun sprojter vand i hovedet på ham i badekåret. De er også begyndt at råbe til hinanden ved spisebordet. Det er jo dødsjovt her i starten, men mon vi synes det samme om nogle måneder ?

Det uundgåelige er sket. Timo har fået kraftig diare af pencilinen. Han har ikke været i god form i denne uge. Hele fordøjelsessystement er gået i kuk, og han lader til at have ondt, når han ligger på maven. Jeg har holdt ham hjemme fra vuggestuen onsdag og torsdag. I weekenden er det gået bedre, og nu er pencilinkuren endelig forbi. Så håber jeg inderligt på, at det vil gå bedre efter denne lidt svære start i vuggestuen. Hver forkølelse skulle nødigt udvikle sig til en mellemørebetændelse.

Så fik Timo endnu en tur med ørene. Der var ikke gået lang tid siden han var penecilinfri, og jeg ville have gjort alt for at undgå endnu en kur. Men efter en uge i vuggestuen, kom han hjem fredag aften med 39,5° i feber, hoste og åndebesvær. Vores børnelæge Bourdin var lige taget på en uges ferie, og vores egen læge var.... syg. Vi var oprigtigt bekymrede for hans tilstand, så François tog ham med på skadestuen i Neuilly. Her fik han taget røngentbillede af lungerne, blodprøve og urinprøve, men der var ikke andet galt end betændelse i begge ører. Så var vi nødt til at give ham pencilin igen. 3 kure på 2 måneder :o(. Jeg har været inde at læse en masse om pencilin på internettet. Det overbeviste mig om, at vi bliver nødt til at fuldende kuren i samtlige 8 dage. Ellers er der fare for hurtig tilbagefald, da alle bakterierne ikke bliver helt udrydet, og oven i købet kan de blive resistente overfor pencilinen.

Ninas helbred er heldigvis super, og hun har kun haft en let forkølelse her i efteråret. Nu er hun faldet godt til i vuggestuen, og hun er som en fisk i vandet. Ofte er hun rigtig godt træt, når hun kommer hjem fra vuggestuen. Så får hun lov til at se TV. Det er gerne børnetime hun ser, da det jo starter kl. 18.00, lige når vi kommer hjem. Hun er allermest vild med "Charlie og Lola". Hun er blevet renlig om dagen, sådan for det meste. Dette skyldes, at hendes to veninder i vuggestuen, Elsa og Lea, også er renlige, og så er hun blevet trukket med af dem. Herhjemme vil hun stadig gerne beholde bleen, men nu prøver vi at insistere på trusserne og dermed støtte hende i hendes renlighedsproces.

I går brød Timos første tand ud i undermunden. Og sørme om nummer to ikke fulgte efter idag. Nu kan jeg så ikke huske, hvilken der kom først, men mon ikke godt man kan sige at de kom ud samtidig. Uha, hvor Timos spæde barndom dog går hurtigt. I sidste uge begyndte han at kravle, og han kan selv holde sig oprejst på benene, hvis man holder ham under armene. Han kan snart så mange ting, og vokser alt for hurtigt efter min mening. Han vejer 9,3 kg og måler 73 cm. 9 mdr størrelsen nåede han stort set ikke at bruge, så nu klæder jeg han i et års tøj.

Det har ikke stået så godt til med helbredet, siden han startede i vuggestuen i starten af september. Inden da havde han aldrig været syg. Men nu har han haft mellemørebetændelse to gange med 3 ugers mellemrum og altså to penecillinkure som konsekvens. Han har også hostet og været forkølet. Desværre kan mellemørebetændelsen have en sammenhæng med hans reflux, som han stadig lider af. Derfor har vi været nødt til at give ham mopral igen, for at supprimere mavesyren. Men heller det end mere pennecilin.

Siden jeg er startet arbejde, savner jeg mine børn. Det er hårdt for mig at overlade dem i vuggestuen så mange timer om dagen. Men jeg er nødt til at stå ved mit valg, der er at jeg vil arbejde. Det har i den grad været gavnligt for mig at komme ud iblandt andre mennesker igen efter 9 måneders barsel. Mine børn må så nøjes med at være mindre sammen med mig, men til gengæld have en afbalanceret og velfungerende mor. Det bliver til kvalitetstid i stedet for kvantitet. Jeg er nødt til at erkende mine egne grænser som mor, selv om det er svært.

Det går nogenlunde godt siden arbejdsstarten. Ja, lige bortset fra at Timo selvfølgelig er blevet syg efter sin første uge i vuggestuen. Han har feber og hoster en del, men alligevel tager han det virkelig flot. Hvor Nina har tendens til at klage sig over den mindste ting (en ægte princesse på ærten), så er Timo altid cool, smilende og tålmodig. Men sådan er det vist ofte med nummer to. Selv med 39° i feber har han smilet på og sover igennem om natten.

Nina har haft en rigtig hård første uge i den nye vuggestue. Det er en kæmpe omvæltning for hende, og det har kostet en del tårer. Fra at have været hjemme hele juli og august måned, og i øvrigt har hun haft et nemt år med færre timer i vuggestuen, så er hun nu startet et helt nyt sted. Hun ingen kender, savner sine gamle kammerater og har en rimelig land dag fra 8.45 - 17.45. De første dage løb hun mig grænde i armene om aftenen og sagde "c'est dure, c'est dure" (det er hårdt). Herhjemme talte i et væk om hendes kammerater i den gamle vuggestue, at hun hellere ville bliv hjemme, at hun ville have sin sut, dudu og mælk i sutteflasken.... Men denne uge går allerede meget bedre, så hun vænner sig til det nye rimeligt hurtigt. Hendes temperament gør, at hun altid har brug for en obsaveringsperiode, inden hun springer ud i noget.

Jeg selv er MEGET glad for at starte arbejde igen. Det er dejligt at få de små grå aktiveret igen og dejligt at komme ud af hjemmets fire vægge. Pludselig kan jeg accepterer, at jeg nu har længere transporttid til arbejdet (45 min), og at jeg nu arbejder i et åbentlandskontor og i øvrigt sidder lige foran kaffemaskinen og elevatorene. Jeg føler mig godt tilpas og har indtil viderer fået nogle interessante projekter, så der er intet at klage over.

François og jeg har også fået det bedre sammen siden jeg er begyndt at arbejde igen. Nu er vi ligesom på lige fod igen. Og jeg kommer hjem om aftenen med nye impulser, i stedet for bare sure opstød om alle hjemmets pligter.

Ninas tegninger udvikler sig. Jeg var måløs, da jeg så denne tegning af "bonhommes" (små mænd).

Så oprandt den sidste dag af min barselsorlov, og jeg skal starte arbejde igen i morgen tidlig efter 9 måneder hjemme. Jeg glæder mig ikke ligefrem, men det bliver alligevel dejligt med noget forandring. Jeg kan ikke længere holde ud at gå hjemme. Selvom mine unger er dejlige og giver mig mange fantastiske stunder, så er de også meget tidskrævende og energisugende. Der er ligesom ikke mere nogen plads til mig selv og til parforholdet efter nummer to er kommet, og det er opslidende. François og jeg har været igennem en krise med en del gnidninger. Det har nok hovedsageligt været en konsekvens af alt den stress, der har stået på i huset under arbejdsrodet, samtidig med at jeg ammede og var meget træt. Så jeg håber på, at vi finder tilbage i en normal rytme igen nu. Men det er en til tider svær periode for mig.

Børnene har været på tilvænding i vuggestuen i sidste uge. Det er gået nogenlunde godt, selvom det selvfølgelig er en stor omvæltning for dem begge. Nina, fordi hun skal vænne sig til vuggestue. Timo, fordi det er første gang vi er adskildt i 7 mdr. For ikke at tale om en stor omvæltning for MIG.

Timos barnedåb blev holdt idag på en solskinsdag, hvor det ellers har regnet hele ugen. Vi nåede at blive færdige med det hele, men det har kostet både blod, sved og tårer. François tog ikke med til Auvergne i år, da han i stedet var hjemme og arbejde på huset. Han har båret flere tons beton ud af haven og ned på affaldspladsen. Det har været hårdt slid, men det var det hele værd. Vi havde en uforglemmelig dag, og Timo var så fin i dåbskjolen, som havde fået lyseblådt for til anledningen.

Jeg er nu stoppet med at amme ham. Han blev ammet fuldt ud i fem måneder, og det er gået som en leg denne gang. Men desværre er hans opkastningsproblemer ikke holdt op. Derfor har jeg valgt at stoppe amningen ret hurtigt, da han så kunne begynde at få noget mere fast føde indenbords samt en speciel MME imod reflux. Det har hjulpet en del, så han nu er medecinfri, men helt væk er problemet ikke.

Nina holdt op i sin gamle vuggestue i slutningen af juli. Siden har vi været på to ugers ferie i Bretagne, og siden tog jeg med ungerne i 10 dage til svigermor i Auvergne. Nina har så været herhjemme, men hun taler aldrig om vuggestuen. Jeg er glad for, at hun får en ordenlig pause inden børnene skal starte integrationsugen d. 4. september. Jeg tog hende med ned i den nye vuggestue for et par dage siden, og prøvede at fortælle hende, at her skulle hun være, når jeg startede arbejde igen. Men jeg tror ikke, at hun rigtigt forstår det endnu.

Finalen i verdensmesterskabet i fodbold faldt lige på min fødselsdag i år. Og Frankrig var endda med i finalen. Det skulle fejres. Men Frankrig tabte desværre, selvom de dog kæmpede bravt for at vinde.. Og jeg har haft alletiders fødselsdag. Aicha, vores rengøringshjælp, kom og passede børnene fra kl. 19.30, og siden gik François og jeg på pub i Suresnes og så fodbold. Jeg nåede at blive fuld i aften for første gang i årevis. Jeg gad vide, om alkoholen kan nå at fordampe til i morgen ??? Ellers har Timo fået et måltid på sutteflasken de sidste to dage, så måske bliver det til det i morgen. François havde lavet et megadejligt måltid mad i aften med gambas og tunfisk og jeg fik sørme en guldring med ædelstene i fødselsdagsgave samt røde og hvide roser. Man kunne næsten have trøt, at han friede til mig ;o)

Ellers har vi fået besked fra Nanterre kommune om, at vi har fået vuggestueplads til både Nina og Timo i en vuggestue, der ligger kun 300 m fra vores hjem. Det er superdejligt. Det eneste minus er, at Nina bliver nødt til at skifte vuggestue. Jeg er bange for, at det bliver hårdt for hende. Men vi kan ikke have børnene i to forskellige vuggestuer, og i øvrigt bliver det også rart ikke mere at skulle snyde overfor Suresnes kommune. Om alle omstændigheder, så rejser Anne-Marie til september, så Nina ville alligevel have mistet hende.

Huset har stået i totalt arbejdsrod i en måneds tid. Vi er ved at lave en hel del forbedringer på huset, og det ser værre ud i øjeblikket, end da vi flyttede ind. Vi har fået isoleret alle ydrevæggene indefra, badeværelset er uden fliser men får snart nye, køkkenet er ved at blive skiftet ud (fik næsten et køkken foræret af en veninde der flyttede væk fra Paris), hele hytten er ved at blive malet, oliefyret er ved at blive skiftet ud med et gasfyr og så skal der vel og mærke lægges gas ind først............. Det er en stor mundfuld, og det hele SKAL være færdig inden Timos barnedåb, som skal holdes ude i haven. Og når vi nu snakker om haven, så "faldt" vi lige over et betongulv 10 cm under overfladen, som så også skulle fjernes. Så der er i øjeblikket et dybt HUUUUUUUUL i haven, der hvor teltet skal stå. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan vi skal blive færdige med alt det. Nå ja, så skal vi også lige 3 uger på ferie i august :o$............

Jeg har stadig to måneder tilbage af min barsel. Jeg er for det meste glad og nyder at gå hjemme, men jeg har altså også dage, hvor jeg er trist og deprimeret. Jeg føler ofte, at jeg igen og igen bliver indhentet af fortiden og af ubearbejdede følelser, som kommer op til overfladen og gør mig trist. For jeg har absolut ingen grund til at være trist i min nuværende livssituation : dejlig mand, dejlige børn, dejligt hus, godt arbejde at vende tilbage til....... Det har heller ikke noget med Pablo at gøre, sådan føler jeg det ikke i hvert fald. Det er ting der stammer fra min egen spæde barndom, og som bliver vækket til live igen igennem mine egne børn. Nå men alt det gør jo, at jeg stadig har brug for terapi, også selv om jeg hellere end gerne ville holde op. Jeg kommer ikke i gruppen lige nu, da jeg stadig ammer Timo, men jeg går hos Michel min psykoterapeut engang imellem, og det hjælper mig meget.

Oldemor bliver begravet idag på Timos 3 måneders dag. Hun kommer til at ligge på de ukendtes grav i Hillerød, tæt på hvor morfar bor. Jeg kommer ikke med til begravelsen, selvom jeg gerne ville, da jeg ikke kan overskue en rejse nu. Men vi skal op og se hendes gravsted i juni måned.

I den forløbne måned har Timo fortsat sin forrygende vækst, og er nu en stor baby på 6 1/2 kilo og 64 cm. Jeg klæder ham nu i tøj i størrelse 6 mdr. Jeg ammer ham stadig 100%, og det går forrygende godt, da der altid er mælk nok. Han kaster stadig en del op efter måltiderne, så vi fortsætter med at give ham Motillium inden hvert måltid. Han får 4-5 måltider om dagen..... og ingen måltider om natten mere. Den lille mand har nemlig sovet igennem i de sidste ugers tid. Det er bare sket helt af sig selv. En nat vågnede han ikke mere, og så har det været sådan lige siden. Han sover ved 21 tiden om aftenen og vågner igen ved 6-7 tiden om morgenen. Idag sov han endda til kl. 8.  Når han vågner, så græder han ikke men ligger blot og sutter på sine fingrer og hygger sig. Når jeg så kommer ind til ham, så bliver jeg mødt med et stort smil, der får mig til at smelte. Han er virkelig en nem baby. Og jeg er så glad for at have fået min nattesøvn tilbage. Han er begyndt at vågne mere op om dagen. Men han tager sig stadig en lur imellem hvert måltid og middagsluren varer gerne 3 timer.

I denne uge præsterede han for først gang at vende sig fra mave til ryg. Det var flot, Timo.

Jeg trives stadig godt med at gå hjemme, og har absolut ikke travlt med at starte arbejde igen. Vi var begge en tur til Osterapeuten igår. Timo kranie er nu kommet på plads, og han har ikke brug for flere sceancer. Jeg fik løsnet op for spændingerne i skuldre og nakke, og det har virkelig gjort underværker i min krop. Imens jeg lå og blev behandlet, kom jeg til at tænke på, at det var et fag, som jeg godt kunne tænke mig at lære.

Oldemor (min farmor) døde idag 95 år gammel. Hun sov stille ind i sin seng på plejehjemmet i Hillerød. Timo nåede aldrig at møde hende. Vi har ellers planlagt en rejse til DK i juni måned, men det bliver for sent. Jeg blev selvfølgelig ked at at få det at vide, sa min farmor har betydet meget for mig op igennem min barndom. Men samtidig er det også godt at vide, at hun nu har fået fred. Hun har levet et fuldt og langt liv. Nu kunne hendes krop ikke mere, og hun havde heller ikke lyst til at leve mere. Døden kom på det rette tidspunkt. Farvel min kære farmor.

Idag havde jeg Timo med til Osterapeuten, for at få tjekket hans kranie efter fødslen. Timo tog det rigtig pænt, lå og smilede til Osterapeuten og græd slet ikke. Osterapeuten sagde, at det var tegn på, at fødslen ikke havde været så traumatisk en oplevelse for Timo. Hun var vant til at spædbørn straks begynder at græde, når hun lægger hænderne på deres kranie, da det minder dem om fødslen. Hun fik løst op for nogle spændinger i ryg, nakke og hoved, og sagde at det var nødvendigt med endnu en sceance. Hun mente, at det nok kunne hjælpe på Timos problemer med opkast, da det til dels skyldes spændinger i ryg og nakke. Samtidig skulle det hjælpe på hans vane med altid at sove med hovedet til venstre.

Allerede her til aften synes jeg, at der har været færre opkast, og han har ikke haft ondt i maven. Jeg tænkte på, om jeg også selv skulle bestille en tid hos Osterapeuten, da jeg har nogle slemme spændinger i skuldrene siden Timos fødsel. Det er jo ikke nok at passe på sine børn, man skal også passe på sig selv.

Nina har indtil nu ikke været specielt interesseret i TVet. Men så fik hun 3 danske DVDer i fødselsdagsgave : Bamse og Kyllingen, Postbud Per og Teletuppierne. Og nu er hun virkelig blevet helt vild med Teletuppierne. Da det er lidt svært at sige, har hun opfundet sit eget ord : PETTIES. Hun gentager Petties Petties Petties meget ofte. Da jeg ikke ønsker, at TVet skal tage overhånd, får hun kun lov til at se TV en gang om dagen, gerne sidst på eftermiddagen. Det er specielt et godt afstressningsmiddel efter vuggestuen, hvor hun ofte er godt træt, når hun kommer hjem.

Ninas fantasiverden er virkelig blevet udvidet med disse fire kære væsner :

Nu føler jeg mig næsten tilbage i en normal hverdag igen. Timo har igen forbedret sin nattesøvn, og har i to nætter kun vågnet EN gang kl. 4, og siden sover han til kl. 8. Det er næsten ikke til at tro, at det bare sådan sker helt af sig selv. Den dygtige baby. Om dagen er jeg begyndt at lade ham sove i barnevognen ude i haven, nu hver det ikke er så koldt mere. Han sover i sin flyverdragt med et tæppe over. Jeg skal bare køre to runder i haven så sover han.  Nina skulle rulles i mindst ti minutter med gråd inden hun faldt hen - i 45 min. Timo sover gerne 3-4 timer midt på dagen. Den dygtige baby.

Vi har fået vuggestuepladt til Timo i vores gamle kommune Suresnes. Vi har også søgt i Nanterre, hvor vi bor nu, men her får vi ikke besked inden starten af juni. Selvfølgelig vil vi helst have plads her i Nanterre, hvor vuggestuen ligger indenfor gåafstand, men jeg tror ikke at vores chancher er særlig store. Så vi har indtil videre sagt ja tak til pladsen i Suresnes. Der er bare det ved det, at det er ulovligt, og vi har måtte forfalske nogle papirer. Vi har ændret adressen på vores lønsædler, somom vi stadig bor i Suresnes. Samtidig har vi ved en fejl givet Timos fødselsattest uden at ændre adressen, men indtil videre har de ikke opdaget noget. Det er selvfølgelig ikke særligt korrekt at snyde, men det har vi altså valgt at gøre for vores børns trivlels skyld. Jeg vil nødig, at Nina skal passes af en dagplejer, nu hvor hun i to år har været vand til vuggestuen.

Vi har fået svar på Timos blodprøve, som viser at Bilirubinen er faldende. Den var 49,1 mg/l mod 63 mg/l en uge tidligere (normalen ligger imellem 2 og 13 mg/l). Jeg ringede til lægen, som var tilfreds med resultatet, men sagde at det skulle tjekkes igen ved næste konsultation i slutningen af april.

Jeg har planer om at tage en forældreorlov på nedsat tid, når jeg starter arbejde igen til september. I Frankrig har man ret til en forældreorlov de første 3 år. Jeg ønsker en orlov på 80% arbejdstid, hvilket svarer til en ugentlig fridag. Igår ringede jeg til mit arbejde, for at tale med personalerepræsentanten om det. Hun informerede mig om, at jeg højst må arbejde 28 timer om ugen, hvilket svarer til 7 timer om dagen i 4 dage. Jeg får således en arbejdsdag fra kl. 9 til kl. 17 med en times frokostpause, hvilket lyder ideelt. Til gengæld mister jeg de 19 RTT fridage om året, som mit firma giver i stedet for en 35 timers arbejdsuge. Og jeg vil gå 20% ned i løn, men det er jo meget naturligt. Jeg har endnu ikke regnet på vores økonomi, men det skal bare holde. Det er børnenes trivsel, der er prioriteten, imens de er helt små.

Det går meget bedre med nattesøvnen. Timos seng er blevet flyttet ind på kontoret, så vi ikke bliver vækket af hans grynten og murren. Dørene står åbne, så jeg har ingen problemer med at høre ham, når han vågner for at spise. I et par dage har Timo KUN vågnet en gang ved 2-3 tiden, og siden sover han til kl. 7. Det gør, at jeg igen føler mig normal igen om dagen. Han er stadig en storssover om dagen, hvilket er en kæmpeforskel fra Nina, der højst sov 45 min af gangen. Det er jo skønt, for så har jeg lidt tid til mig selv og til Nina, når hun er hjemme. Det eneste kritiske tidpunkt på dagen er nu mellem 18 og 19, hvor ungerne skal i bad, François endnu ikke er kommet hjem, og hvor Timo absolut skal have mad. Her har jeg gerne hver dag to "skrigende" unger, og det er altså ikke nemt at håndtere. Det er før var det mest behagelige tidpunkt på dagen er nu blevet et ægte stresmoment, og jeg befinder mig med nerverne udenpå huden og smerter i ryg og skuldre. Jeg har forsøgt mig frem med forskellige fremgangsmåder uden held : Timo i bad først og Nina bagefter , Nina i bad først og Timo bagefter. Nu er jeg nået dertil, at de får bad hver for sig, Timo om morgenen, og Nina om aftenen, og nogle dage springer vi over.

Amningen går stadig forrygende godt, og Timo har taget endnu et kilo på og vejer nu 6 kg og måler 60 cm. Timo har dog fået problemer med opkast og sure opstød i flere timer efter måltiderne. Vi har haft ham til lægen, og nu får han Motilium inden hvert måltid.  Det har hjulpet en del. Lægen konstaterede samtidig, at Timo stadig var lidt gul, så jeg har været på laboratoriet med ham til en blodprøve. Prøven viste ganske rigtigt et anormalt højt indhold af bilirubine i blodet. Lægen forklarede, at det i nogle tilfælde kan hænge sammen med brystmælken. Han fik så taget endnu en blodprøve samt en urinprøve i går, men vi har endnu ikke fået resultatet. Bilirubinen skulle gerne være faldende.

Ja, så blev min kære nattesøvn forstyrret. Og alligevel har vi fået en rigtig sovetryne. I modsætning til Nina elsker Timo at sove.... om dagen. Han tager nogle ordenlige skravere hver dag, gerne 2-3 timer i træk. Nogle gange vågner han kun lige for at spise, hvorefter han rejser til drømmeland igen med det samme. Nætterne er en anden snak. Jo, han sover også om natten, men han er ikke meget for at falde i søvn i sin egen seng. Han vågner en 2-3 gange om natten for at spise, og når han så har spist lægger jeg ham tilbage i sin seng igen, som indtil videre står i vores soveværelse. Men ofte er han ikke tilfreds og ligger og klynker og knager. Han græder ikke, i hvert fald ikke før han har ligget længe og klynket og drejet hovedet fra side til side, somom han leder efter brystet. Så kommer han over i smørhullet, og her falder han så i søvn. Jeg trives så dårligt uden en sammenhængende søvn, men det er jo bare en periode. Og så diciplinerer jeg mig til at sove siesta om eftermiddagen inden Nina skal hentes i vuggestuen.

Der er en ting som Timo ikke kan lide, og det er at blive kold. Det sker en gang om dagen inden og efter badet, og så udstøder han et sandt angstskrig og spreder arme og ben ud somom han faldt ned i et dybt hul. Det varer kun et par sekunder indtil han kommer ned i det varme vand elller bliver tørret igen. Det er faktisk rart at få bekraftet, at han rent faktisk kan græde, og sige til når noget er galt. For ellers græder han aldrig. Timo er et roligt barn, der ikke har noget at klage over, hvis ellers han bare får log til at sove og spise tiden væk.

Nina har fint accepteret sin lillebror, men det er sværere at accepterer mors til tider manglende disponibilitet. Hun er så til gengæld kommet tættere på Papa, der jo ofte tager sig af hende imens jeg ammer. Amningen går for resten over al forventning denne gang. Jeg har mælk nok, og det lykkedes for det meste at holde et 3 timers interval imellem hver amning. Han tager på i kanonfart, og er allerede et kilo tungere og 3 cm længere end ved fødslen.

Jeg fik den drømmefødsel, som jeg så inderligt har ønsket. Den var hurtig og ukompliceret, og jeg fik min lille søn op på maven med det samme. Efter mine to foregående dramatiske fødsler føles det som et stort plaster på såret at opleve en helt almindelig fødsel.

Fredag eftermiddag var der en del plukveer, og hen under aften blev de lidt mere intense og hyppige. Jeg gik i seng ved 23- tiden stadig uden at være sikker på, om fødslen var ved at gå igang. Da François kom op ved midnattid, var der stadig tiltagende veer, og det begyndte at gå op for mig, at det nok var i nat, det skulle ske. Vi tog det nu stille og roligt, François lagde sig ned ved siden af mig og holdt om maven. Veerne tog langsomt til i styrke, og jeg begyndte at ryste og spænde i kroppen. Det gjorde mig utilpas, for det var somom jeg mistede kontrollen over min krop, og det var næsten umuligt at slappe af. "Vi har god tid" sagde François, "om lidt kan du hoppe en tur i karbad". Men jeg ville hellere blive i sengen, og efter et stykke tid lykkedes det at slappe af igen. Jeg lå bare og lod veerne komme og prøvede at acceptere smerten, der langsomt tog til i styrke. François faldt i søvn. Ved 2-tiden var min smertetærskel nået, og jeg vækkede François for at sige, at nu ville jeg gerne afsted. Vi tog tid på veerne, som nu kom med 2-4 minutters intervaller. François ringede til fødegangen, og vi fik besked på at komme. Siden gik han i brusebad og forberedte de sidste ting til kufferten. Vi vækkede farmor for at fortælle hende, at det var NU. Veerne var nu så heftige, at jeg ikke kunne stå på benene for bar smerte, så på vej ud i bilen måtte jeg smide mig ned på jorden et par gange.

Vi ankom til hospitalet kl. halv 3. Jeg nåede lige turen imellem bilen og fødegangen imellem to veer. Vi blev straks ført ind på et fødeværelse, hvor jeg blev undersøgt af en jordmoder. Jeg var 8 cm åben. Det kom som et chok for os, at fødslen allerede var så fremskreden. "Vil du have en epiduralblokade ?" spurgte jordmoderen. "JA" svarede jeg uden tøven. Jeg følte det somom, at jeg var ved omkomme af smerte. "Det er ikke sikkert, at vi har tid til at lægge den, men vi vil preove". François blev sendt ud for at udfylde nogle administrative papiere, da vi havde glemt mit sygesikringsbevis. Imens var narkoselægen kommet, og jeg fik med besvær lagt epiduralblokaden, da det var næsten umuligt at sidde stille pga. veerne. Virkningen kom i løbet af et kvarter, dog uden at tage smerten helt, men det var en sand lettelse. Jeg takkede guderne for denne opfindelse, for jeg har vitterligt aldrig oplevet noget så smertefuldt som en fødsel. Den var perfekt doseret, så jeg kunne mærke hvad der skete i min krop samt babyens bevægelse ned igennem bækkenet. Men den ulidelige smerte var forsvundet, så jeg igen kunne følge med i hvad der skete omkring mig, se François i øjnene og tale med jordmoderen. Babyens hjerterytme var helt perfekt. François fortalte, at jeg var den eneste fødende den nat, hvilket er en sand luksus på så stort et hospital. Så jordmoderen havde masser af tid til os. Hun tilbød at sætte en føler op på babyens hoved, for at måle iltsaturationene i blodet. Selvom alt så ud til at være i den fineste orden, sagde hun, at hun ville gøre det for os, pga. vores tidligere uheldige fødselsoplevelser. Målingen bekræftigede, at babyen var i fin form. På et tidspunkt sagde hun, at babyen kikkede opad med hovedet (stjernekikker), men at hun trøde at den ville bøje hovedet, når den kom tilstrækkelig langt ned i bækkenet. Hvilket også skete. Til sidst gik det rigtigt stærkt. Jeg kunne ikke rigtigt mærke presseveerne, sikkert pga. epiduralblokaden, så jeg fik besked på at presse. Hvad jeg ikke nåede at opfatte var, at jordmoderen havde tilkaldt den vagthavende læge, da navlestrengen til sidst havde sat sig lidt i klemme, og de var klar til at tage babyen ud med tang, hvis det ikke gik stærkt nok. Men det blev ikke nødvendigt. I løbet af 3 presseveer fødte jeg vores lille søn, som straks udbrød sit første skrig. Ingen klipning, ingen sprækker. Kl. var 4.44 om morgenen. Og minsanten om den vagthavende læge ikke var Dr. Robin, som har fulgt mig igennem mine to sidste graviditeter. Han var en af de første til at ønske mig tillykke, og det gjorde mig ekstra glad.

Og så fik jeg vores lille Timo op på maven. Han var stor og smuk og varm, og jeg følte et sug af lykke i maven. Endelig fik vi lov at se og hilse på dette nye menneskeliv, der havde bøt i min mave i de sidste 40 uger. François fik lov til at klippe navnestrengen over. Efter et stykke tid tog de Timo ind til undersøgelse og François var med til at give ham sit første bad. I mellemtiden var jordmoderen inde at hente moderkagen ud af livmoderen, hvilket de gør af sikkerhedsmæssige årsager, da jeg havde indre blødninger ved min sidste fødsel. Siden kom de tilbage med Timo igen, som nu var ren og klædt på. Jeg fik at vide, at det var en stor dreng på 3950g og 54 cm, hvilket gjorde mig vildt stolt. Tænk at en lille slank pige som jeg kunne få så stor en baby. Timo kom igen op på min mave. Nu prøvede jeg at lægge ham til mit bryst, og sørme om han ikke med det samme begyndte at sutte somom han aldrig havde bestilt andet. Instinktivt suttede han bare løs, og vi lå sådan i en god times tid imens han bare blev ved og ved. Det var helt fantastisk. Samtidig så det ikke ud til, at jeg blødte mere en normalt, så også den frygt blev jeg befriet for. Alligevel gav de mig noget medecin for at hjælpe livmoderen til at trække sig sammen.

Et par timer efter fødslen blev vi ført op på barselsgangen. Jeg fik tilbudt et eneværelse, hvilket jeg med glæde tog imod. Det var samme sted, som jeg havde ligget med Nina, samt da jeg havde kvalme og efter mit styrt, så jeg kendte al personalet godt efterhånden. Jeg blev på hospitalet i 4 dage, indtil mælken var løbet til, og jeg havde fået genopfrisket de forskellige rutiner af en nyfødts pleje. Amningen er gået perfekt lige fra starten af.

François kom og hentede os med hjem onsdag middag. Derefter kørte vi forbi vuggestuen og hentede Nina. Det var en fantastisk fornemmelse at sidde der i bilen alle fire, vores lille nye familie. Jeg følte mig i den grad fuldendt og rig.